Hvert år i december henter jeg mit yngling-julebillede frem. Engang hang det på min væg året rundt. Sådan er det ikke lige nu. Derfor glæder det mig ekstra meget, hver gang jeg ser det igen. Maria med Jesusbarnet på armen er for mig indbegrebet af ro, nærvær, værdighed og balance. Jeg bliver helt rolig og fredfuld, når jeg ser hende træde frem på skyen med en hel verden af lysende liv bag sig.
Maleriet – Den sixtinske madonna – er malet af Rafael for godt 500 år siden. Det er et af hans mest berømte malerier. Jeg tror, hans genistreg ligger i, at han formår at forene himmel og jord. Han trækker forhænget til side og gør os opmærksom på den dybe forbinelse, vi alle er en del af. Vi er ikke alene i et meningsløst liv. Tværtimod er vi en del af større helhed, som er meget meningsfuld. Nogen er gået forud for os, og nogen vil komme efter. Midt i det hele står vi med vores barn, vores helt unikke gave til verden. Der kommer aldrig igen en som dig, en som mig. Vi behøver ikke at gøre store ting, der bliver udbasuneret på avisernes forsider. En lille ting, et tilsyneladende ubetydeligt bidrag, kan gøre en stor forskel.
Når jeg oplever plejepersonalets kærlige omsorg for min 95 år gamle far, bliver jeg dybt rørt. Når websupporteren med ekspertise fikser min computer, bliver jeg glad. Når revisoren ordner mit regnskab, er jeg taknemmelig. Og når skrældemændene kører afsted med mit gamle skræld, føler jeg mig lettet. Det hele hænger sammen. Vi hjælper hinanden. Det er godt.
Hvad eller hvem beriger dit liv? Du ser nok som jeg, hvis du tænker efter, at det er de små ofte oversete handlinger og udvekslinger, der betyder allermest.
