Dit hjerte er altid parat til at guide dig. Og det er ikke kun en gang imellem, men ALTID. Hver eneste dag, hvert eneste nanosekund er hjertet klar med visdomsfuld og kærlig vejledning. Det eneste der forventes af dig og mig, hvis vi gerne vil hente guldkorn til livsrejsen via hjertet, er at vi samarbejder.
Mange veje fører til hjertet. Én samarbejdsmodel kunne se sådan her ud:
- Luk, sluk for distraktioner (telefon, radio, tv, Facebook, Instagram …)
- Læg en hånd eller begge hænder på dit hjerte
- Bliv stille og følg dit åndedræt – ud og ind – nogle gange.
- Bed om vejledning: Fx Hej hjerte eller kære hjerte …
- Jeg beder om din vejledning / din hjælp til …
- Dyb vejrtrækning …
- Tak på forhånd for dit svar
- Så tager du endnu en dyb vejrtrækning og går videre med din dag
Din opgave er nu at være åben, lyttende og modtagelig. Svaret vil komme. Men højst sandsynligt ikke fra den kant du forventer.
Måske får du en lys ide, mens du laver mad eller går en tur. En udtalelse fra en, du “tilfældigt” møder, kan også levere dit svar, det kan titlen på en bog, der ligger for øjnene af dig også. Eller hvem ved, måske får du løsningen i en drøm. Kun fantasien sætter grænser for, hvordan dit svar lander. Så vær åben 😁
At lytte til hjertet og intuitionen er en kunstart, som hele tiden skal plejes og holdes i live. For hovedet (med hjælp fra egoet) står også altid parat til at tage styringen. Det sker tit, især når vi er trætte og i pressede livssituationer.
Hjertet og intuitionen er tætte samarbejdspartnere. Hver gang du giver dig tid og ro til at spørge ind og til at lytte, styrker du det samarbejde. Og lige netop det er noget af det kærligste, du kan gøre for dig selv og dit smukke hjerte.
På billedet herover ser du min veninde Lise og mig efter en frisk november-dukkert i 2020. For 40 år siden lyttede jeg til en tilskyndelse fra mit hjerte, som foreslog at jeg skulle tilbyde min hjælp til det praktiske omkring Lises konfirmation. Jeg er glad for, at jeg fulgte tilskyndelsen, for det blev begyndelsen til et varmt venskab, som har varet i lige så mange år.
Er der noget du føler dig tilskyndet til?
Går du med et spørgsmål, du kunne bruge lidt intuitiv vejledning til?
Hvis svaret er ja, kan du jo spørge dit hjerte til råds. Den lille hjerte-intuitionsøvelse ovenfor står til fri afbenyttelse<3
God fornøjelse.