WAKE UP! var det klare budskab til mig og til mange af de kvinder, jeg har delt min ikke spor selvkærlige oplevelse med.
Vi kan ikke for tit blive mindet om at stå ved og stå op for os selv!
De gamle behagemønstre kryber alt for let og ubemærket ind af bagdøren, lige når vi troede, at vi havde sluppet dem. Så for at hjælpe med at holde den dør lukket, fortæller jeg min historie én gang til.
Jeg var på et kursus, hvor alle skulle medbringe noget til det fælles madbord. Der var mange lækre sager blandt andet en grøn og en orange suppe. Jeg elsker suppe, så jeg fyldte min tallerken med den grønne af slagsen. Allerede da jeg får den første skefuld i munden, er jeg klar over, at suppen er brændt på. Øv, hvor ærgerligt, især fordi der er lavet en kæmpe portion.
Hvad gør jeg? Alt imens jeg spiser den ene skefuld efter den anden – og på ingen måde nyder det – overvejer jeg, om jeg stille og roligt skal rejse mig og hælde suppen ud i køkkenvasken. Vi sidder mange omkring det store bord, så måske vil ingen bemærke det. Jeg ønsker på ingen måde at udstille den søde kvinde, der har lavet suppen, derfor er jeg tilbageholdende med at handle på mit ubehag. Så jeg fortsætter med at spise brændt suppe, alt imens jeg overvejer for og imod.
Lidt efter rejser en anden kursusdeltager sig. Et øjeblik efter er hun tilbage på sin plads skråt overfor mig med en tallerkenfuld grøn suppe. Jeg iagttager hende, da hun fører skeen til munden… Hendes reaktion kommer prompte: ”Den er brændt på”, siger hun kort sådan nærmest for sig selv. Hun rejser sig omgående, og jeg følger hende med blikket, mens hun går til vasken, hælder den brændte suppe ud og skyller sin tallerken. Få minutter efter sidder hun og nyder en helt ny portion lækker, velsmagende mad.
Hvilken brat opvågnen for mig! Jeg mærkede både sorgen over min ukærlige opførsel overfor mig selv og en stille glæde over, at jeg endelig var vågnet op af den gamle suppedas. Det gav håb for fremtiden.
TAK, Kære Søster, hvilken vidunderlig gave at være vidne til din kærlige omsorg for dig selv!
TAK, Kære Søster, fordi du instinktivt ved, at du fortjener bedre, og fordi du ikke er villig til at gå på kompromis med dine standarder.
TAK, Kære Søster, fordi du mærker ubehaget, handler på det og hurtigt bringer dig selv tilbage til flow…
Og TAK, Kære Søster, for det forbillede du er for mig og for andre kvinder, som tilsyneladende stadig – i nogle situationer – er villige til at spise brændt suppe!
Oplevelsen med kvinden og suppen var for mig det mest lærerige på hele kursusdagen.
Må vi alle finde modet til at aflægge den gamle, udslidte behage-ham, så vi kan komme til syne som de konger og dronninger, vi inderst er og helt fra starten har været bestemt til at skulle være. Må vi værdsætte os selv så meget, at vi modigt træder frem, eller tilbage… og træffer nærende, omsorgsfulde og kærlige valg både i relationen til os selv og i vores omgang med andre. Må vi på alle måder indtage sund føde – fysisk, følelsesmæssigt, mentalt og åndeligt. Og må vi selv lave og også få serveret en masse dejlig velsmagende suppe!