Mange kvinder er frustrerede over, at de ikke står ved sig selv, at de er alt for påvirkelige overfor andres meninger og udtalte eller uudtalte! behov. Fanget i den overudviklede tilpasningsevne, glider de ind i automatiske mønstre og får ikke sagt til og fra på en måde, så de ærer deres egne ønsker og behov.

Kender du det?

Uf, jeg kender det så godt! På ”Jordomrejsen”, hvor jeg havde sagt ja til at rejse med en anden 24/7 i et halvt år, blev det for alvor klart for mig, hvordan jeg gav min Power væk. På tankeplan fungerede det, men når jeg blev udfordret, svigtede modet den ene gange efter den anden.

Det er smertefuldt og drænende, når vi ved at sige ja til andre, siger nej til os selv.

Når vi lader andres meninger og behov overrule vores egne, trækker vi store veksler på vores personlige bankkonto. Vi undergraver troen på vores egen vurderingsevne og dybest set troen på vores eget værd! Det er en alvorlig sag.

Fordi jeg har sagt et stort JA til at ”føde” min bog-baby “Jordomrejse med engle og dæmoner” til efteråret, er jeg ekstra udfordret på mine grænser og min evne til at stå op for min første prioritet.

Jeg standser op flere gange i løbet af en dag og spørger mig selv:
Understøtter eller undergraver denne handling min første prioritet?
Fører den mig tættere på eller længere væk fra det, jeg har lovet mig selv?

Min bog er lige nu min højeste prioritet. Og jeg gør mange opbyggelige ting ved siden af for at holde mig sund, glad og i HIGH VIBES undervejs.

Hvad der din højeste prioritet?

Luk øjnene et øjeblik og mærk efter… (hvis du har lyst.

Tag et par dybe vejrtrækninger og spørg dig selv:

Hvad er min højeste prioritet? Hvad er det vigtigste for mig lige nu? Hvad vil glæde mit hjerte? (Det kan involvere andre, eller det kan være et helt personligt ønske for dig selv)

Har du lyst til her hen over sommeren at øve dig sammen med mig?

Øvelsen går ud på, at vi lytter til det ønske, der brænder i hjertet, og står op for det på samme måde, som hvis vi skulle hente et barn ud af et brændende hus!

Det gør ikke noget, at vi ”plumper i” (det vil ske). Den situation kan vi møde lige så kærligt, som vi ville møde et barn, der er gået for langt ud i vandet og har fået våde bukseben. Det er bare sådan noget, der sker, når man udforsker livet.