Du er den bedste til at være dig…
Når vi er tro mod os selv og skinner med vores særlige lys i verden, så glæder vi os over at være til, og andre glæder sig over at være i selskab med os.
Det er da hammer kedeligt at prøve på at være nogen eller noget, som vi alligevel umuligt kan være eller blive!
Hver gang en anden – og den anden kan meget vel være en del af dig selv ! – synes at vide, hvad der er bedst for dig, vil jeg opfordre dig til at være vågen.
Et “tilfældigt” opslag i en gammel dagbog fik mig til at smile. Jeg havde nedskrevet en drøm, som er evigt aktuel.
Drømmen var og er en kærlig reminder til mig. Måske den også kan minde dig om, at du ikke skal tro på alt, hvad du hører 😉
Dagbogsblade – DE INDRE STEMMER:
“To personer kommer med helt modsatrettede udtalelser til mig. Den ene er meget anerkendende og opfordrer mig på det kraftigste til at gå ud i verden med det, jeg kan. Den anden underkender, kritiserer og er i det hele taget negativ, når det handler om min optræden i verden.
Den første opmuntrer mig til at have tillid til mine talenter.
Stemningen omkring den anden er lidt, som om der bliver sagt:
“Det, du kan, er ikke andet end en fis i en hornlygte.”
Senere drømmer jeg, at når jeg kaster med gulerosmos, så bliver det til en sommerfugl i det øjeblik, det lander. Jeg gør det flere gange – kaster en klat ud – og hver gang kommer der en smuk sommerfugl ud af det.
På et tidspunkt kaster jeg to klumper ud (bare det jeg kan have mellem to fingre). Jeg kaster en klump med hver hånd. De lander samtidig lige ved siden af hinanden. På toppen af hver klat gulerodsmos er der en smuk sommerfugl. De blafter med vingerne.
Refleksion: Jeg blev rigtig glad for dette drømmebillede. Det indgyder mig tillid.
Drømmen fortæller mig, at jeg bare skal kaste eller sætte noget ud i verden. Når jeg gør det, kan jeg være sikker på, at det afstedkommer noget smukt, der beriger, hvor det kommer frem.”
Når vi ser det unikke, det helt særligt smukke i hinanden og på alle måder støtter og opmuntrer til endnu mere udfoldelse, er vi som kærlige udsendinge fra universet.
Når jeg ønsker for dig, hvad du ønsker for dig, og du ønsker for mig, hvad jeg ønsker for mig, så er vores relation smuk og et ægte udtryk for kærlighed og venskab.
Genkender du også stemmerne fra min drøm enten udenfor eller indeni dig selv?
Hvad kan du bruge sådan en lille historie fra mig til? Det hører jeg gerne om 😉