Mon vi når vores liv?
Lad ikke viljen råbe, når kræfterne kun kan hviske. Jeg læste de ord for mere end 30 år siden. De har hjulpet mig mange gange i mit liv. Men jeg havde ikke helt integreret ordenes visdom, har jeg opdaget her i sommer.
Mit hus har skreget på maling i flere år. Alligevel er jeg blevet ved med at udskyde maleprojektet. Opgaven lignede et gigantisk ufremkommeligt bjerg, jeg ikke havde spor lyst til at gå i gang med at bestige.
Sandhedens time kommer for os alle. For mig var det da sprækkerne i træet blev så åbenlyse, at jeg ikke længere kunne lade som om jeg ikke så dem.
Jeg har besteget en del bjerge i mit liv. Indre og ydre. Den største fysiske bedrift var Thorong La-Pass i Nepal i 5.416 meters højde. En barsk tur. Men jeg gennemførte og fik repeteret en livsvigtig lektie: Man kan bestige et højt bjerg ét skridt ad gangen. Man kan også gå en Camino på 800 kilometer ét skridt ad gangen. Den erfaring havde jeg gjort året før. Så den logiske konklusion var ligetil: Jeg kan male mit hus ét lille stykke ad gangen.
Derfor besluttede jeg mig for at sætte fokus på to projekter den forgangne sommer. Jeg ville arbejde med min bog – Jordomrejse med engle og dæmoner – og jeg ville male mit hus.
Jeg kastede mig resolut ud i det. Udover at skrive hver dag, som allerede var og er en vane, lovede jeg mig selv at jeg også ville male en lille smule hver dag, når vejret tillod det. Men først skulle træet renses helt i bund. Ellers gav det slet ingen mening at male. Så det blev det med gode venners hjælp.
Min vilje er stærk, når der er noget, jeg vil. Og selvom jeg havde været vanvittig snottet (på det her tidspunkt vidste jeg ikke, at jeg havde høj feber) og konstant måtte have fat i lommetørklædet, så fortsatte jeg med at male ikke bare en lille smule men mange timer hver dag. Jeg ville bestige det bjerg og nå mit mål: At afslutte anden malerunde senest 1. oktober.
Da vi når frem til efterårsjævndøgn den 22. september er jeg nået til syd-gavlen. Jeg spiser tidlig aftensmad for jeg vil udnytte de sidste lune timer inden solnedgang.
Jeg er alene, jeg er glad og jeg maler med stor iver. For hver meter flytter jeg stigen, så jeg står bedst muligt ud for det stykke, jeg skal male. Da jeg strækker armen op for lige at få en helligdag med under en høj vinduesramme, får jeg for meget vægt på den ene side af stigen. Og så kæntrer den.
Jeg følger nedturen opmærksomt i slowmotion. Mærker vriddet i mit knæ, hører knækket – og så ligger jeg der … Pladask! … i græsset, nydeligt indsmurt i en klistret støvblå malingspøl.
Under hele maleperioden har jeg været påpasselig med at skubbe en tynd flise ind under et af stigens ben, hvis det var nødvendigt for stabiliteten. Men den forsigtighedsregel glemmer jeg den skæbnesvangre aften.
”Hvorfor satte du ikke flisen under stigen, som du plejer,” spurgte en ven.
”Aner det ikke,” var mit svar, for jeg fattede det ikke selv.
Jeg sætter mig op. Glæder mig over at jeg er landet på græsset og at jeg stod på den lave stige. Og så bemærker jeg en velkendt tanke: Det her klarer jeg selv! Jeg har ikke brug for hjælp. Det er præcis den tanke som min svoger ville rubricere under kategorien ’Tarzan-syndromet’. Et særligt karaktertræk han har bemærket i min familie. Det handler helt enkelt om, at man undlader at bede om hjælp, hvor hjælp absolut er på sin plads.
Da jeg vender opmærksomheden mod mit ben og forsigtigt vipper med foden, skyder et smertelyn gennem mit højre knæ, og lige der … i det sekund husker jeg, at jeg ikke skal lade viljen råbe, når kræfterne kun kan hviske, og at jeg i øvrigt slet ikke har noget ønske om at lege Tarzan! Det bekræfter tanken som følger: Jeg har ikke lyst til at være alene med det her. Og jeg kan heller ikke klare det selv!
Min mobiltelefon er i mavetasken. Jeg ringer til min genbo, som straks kommer springende. Han sætter låg på malerbøtten og pakker penslerne ind, mens jeg roligt ser til. Så hjælper han mig op. Jeg kan ikke støtte på mit højre ben, og hvis jeg alligevel forsøger, siger det KNÆK så højt at vi stopper og ser foruroliget på hinanden. Han kører mig på skadestuen. Vi kommer til med det samme.
”Intet er brækket,” konstaterer lægen. ”Et ledbånd kan være sprunget, menisken beskadiget, men det kan ikke konstateres så længe skaden er frisk. Godt I har pakket knæet ind i isterninger,” roser han. ”Det er lige efter opskriften.”
Livet giver os nogle gange en pause, så vi kan se på vores liv udefra og om nødvendigt justere kursen. Jeg har fået et vink om at sætte tempoet ned. I syv uger har jeg været nødt til at bevæge mig uvant langsomt omkring. Og jeg er konstant blevet mindet om, at det ikke nytter at lade viljen råbe, når kræfterne kun kan hviske.
”Vi skal nok nå vores liv alligevel, Ilona.” skrev en veninde til mig. Det tror jeg på er sandt. Og måske når vi det endnu bedre, hvis vi skruer tempoet ned, lytter til kroppens signaler og husker at nyde rejsen.