Ja, faktisk er det ikke bare én stor beslutning, men flere store beslutninger over de seneste måneder for nu at holde mig til det nære. Store beslutninger har jeg været ude i igen og igen igennem de sidste fem år! Det er en anden historie.

I dag vil jeg holde mig til det nære og dele en af de mest skelsættende beslutninger, jeg har truffet indenfor den sidste måned.

Min bog ”Jordomrejse med engle og dæmoner” udkommer ikke her i efteråret, som først planlagt.

Wow, den beslutning har voldt mig kvaler. Jeg har været ”gravid” med den bog længe, og jeg har sådan længtes efter at føde den!

Alt under solen har sin særlige tid. Det har jeg måttet sande mange gange i mit liv og nu igen. Jeg var allerede langt fremme med bogen i august, hvor tanken om at udsætte udgivelsesdatoen begyndte at melde sig.

I begyndelsen skubbede jeg tanken væk.

”Sikke noget pjat… det vil jeg bare ikke høre på!”.

Det er sikkert en overspringshandling eller en øvre begrænsning, fordi jeg er bange for at tage næste skridt og rent faktisk dele min bog-baby med verden, tænkte jeg.

Frygten for den del har jeg mærket. Men det var ikke frygten, der forsøgte at spænde ben for udgivelse nu. Det var den visere del i mig, der i et stykke tid havde været vidne til, hvordan jeg var begyndt at presse mig selv, der prøvede at komme til orde.

Jeg kunne nærmest ikke beskæftige mig med andet end min bog. Hver gang jeg gjorde det, havde jeg dårlig samvittighed, fordi jeg følte, at jeg svigtede babyen!

Egentlig var det slet ikke tanken om bogudsættelsen, der kom først. Det første var, at jeg mærkede, hvor stort et pres, jeg lagde på mig selv, og at jeg ind imellem var ved at bryde sammen under det selvskabte pres.

Jeg var vågen mange nætter og tankerne kredsede enten omkring bogen, eller om de mange andre ting, jeg forsømte i min bestræbelse på at være tro mod bogbabyen. Jeg ville gerne gøre det hele godt, men mærkede samtidig, at jeg havde lavet et umuligt set up for mig selv.

Og de vågne nætter talte jo deres tydelige sprog: Et uomtvisteligt tegn på stress.

Som sagt var det ikke udsættelse af bogen, der kom først.

En aften, inden jeg lagde mig til at sove, (det var allerede i juli) bad jeg inderligt om hjælp.

”Divine Beloved” (jeg elsker denne betegnelse for det, der både er større end mig og samtidig en del af min egen dybeste visdom), ”åben mine øjne, vis mig din vilje i denne sag”.

Næste dag, midt i en samtale med en ven, siger jeg pludselig:

”Bogen skal deles i to. Der er alt for meget stof til én bog.”
Så snart, jeg havde udtalt ordene, vidste jeg, at den beslutning var god. Jeg følte mig helt rolig og afklaret. Jeg havde fået svar fra min ”Divine Beloved”!

Så langt så godt. Noget lettede omgående fra mine skuldre. Der gik dog ikke længe, før det indre pres igen var på banen i selskab med tanker om at udsætte fødslen. Med en menneskebaby kommer man ikke langt med den slags overvejelser, men med en bogbaby er det (skønt det kan være svært, når man (jeg) har sat sig op til noget bestemt) muligt.

Jeg bad endnu engang om hjælp:

”Divine Beloved, skænk mig klarhed og giv mig et tegn.”

Jeg takker på forhånd for svaret og lægger mig til at sove.

Solen skinner fra en skyfri himmel, da jeg vågner, næste morgen. Stranden og havet trækker. På med løbeskoene og afsted.

Efter en skøn morgendukkert falder jeg i snak med en mand, som er på morgentur med sin hund. Vi har tit hilst på hinanden men aldrig før talt sammen. Men da vi begge er ved at falde i svime over den skønne morgen, går det helt af sig selv.

”Der er så vidunderligt herude”, siger han, man kommer helt ned i gear. Ting kan bare få lov til at tage den tid, de nu engang tager”.

De ord rammer mig lige i hjertet.

Jeg tror, du er sendt til mig som en engel, for at sige lige netop det, du sagde der. Jeg er lige ved at begynde at græde.”

Jeg åbnede mig lige der på stranden, og delte mine kvaler med en meget empatisk morgenengel.

Skal jeg udsætte udgivelsen af min bog, eller skal jeg holde skruen i vandetog gå igennem med projektet?

Da jeg gik fra stranden, følte jeg igen stor ro og vidste, at en engel havde talt. Jeg havde endnu engang fået den vejledning, jeg havde bedt om.

Husker du at bede om hjælp, når noget holder dig vågen om natten?