Jeg Elsker Livets Mirakler

Jeg har lige fyldt endnu en kurv med brænde og konstaterer, at mit brændedepot ikke kommer til at række vinteren ud, som jeg havde håbet.

Der er ikke andet at gøre end at få bestilt noget mere, tænker jeg og føler mig allerede træt ved tanken. For hvor skal jeg købe det den her gang? Sidste vinter fik jeg et læs som sydede og spruttede og slet ikke var klar til brug, så jeg skal i hvert fald være sikker på at få fat i noget tørt. Men kan jeg overhovedet finde tørt brænde nu så sent på sæsonen?

I løbet af ingen tid vokser brændeprojektet sig til et stort bjerg inde i mit hoved. Jeg sukker, lukke døren til brændeskuret, skubber tankerne til side for nu og vender mig mod andre opgaver.

Dagen efter på vej hjem fra byen må jeg sætte farten ned, fordi en traktor med en stor ladvogn fylder på vejen lidt længere fremme. Da jeg kommer tættere på, lyser jeg op i et kæmpestort smil og øjnene er ved at trille ud af hovedet på mig. Den åbne ladvogn bugner af de fineste brændestykker. Jeg har lyst til at råbe eller dytte, men ser jo, at det bare vil skabe forvirring og forstyrre trafikken.

Nu er jeg for enden af bakken, hvor jeg skal dreje til venstre for at komme hjem. Traktorføreren drejer til højre, og jeg træffer en hurtig beslutning og følger efter ham. Vi kommer forbi den ene vej efter den anden, men han kører bare videre.

Gad vide hvor langt han skal? grunder jeg. Men da jeg ikke har lyst til at slippe ham af syne, følger jeg troligt efter. Lige nu repræsenterer han noget meget værdifuldt for mig.

Endelig drejer han ind ad en smal lukket vej. Jeg er stadig bag ham. Han ser sig tilbage flere gange og undrer sig vist over, at jeg også lige skal ind ad den vej.

Så standser han og manøvrerer kyndigt ladvognen ind i den indkørsel, hvor brændet skal læsses af. Jeg holder ind til siden, springer ud af bilen og er fluks ved siden af ham.

Han ser forundret på mig.
”Hej. Du må undskylde, at jeg sådan har forfulgt dig, men sig mig sælger du brænde? Jeg står nemlig og mangler noget.”
”Ja, det gør jeg,” svarer han, ”men det er slut med tørt brænde for i år. Det her er mit sidste læs.”
”Har du slet ikke mere?” forsøger jeg mig.
”Jeg har en enkelt ramme på 1,2 x 1,2 meter. Den kan du godt få.”
”Fantastisk! Så slår jeg til med det samme. Har vi en aftale?”
”Ja.”

Med taknemmeligt hjerte sætter jeg mig i bilen og kører hjem.

Et par dage efter bakker en lidt mindre ladvogn ind i min indkørsel og et øjeblik efter ligger en skøn brændebunke på min græsplæne. Og det er asketræ… lige den træsort, jeg har ønsket mig. Brændet kommer med en vens hjælp i hus på under to timer.

Jubii! Jeg elsker livets små mirakler. Og jeg takker mit vise hjerte for at lede mig på rette vej.